Projekt ensilering af Anders Borgen

Når man har en stor have eller et lille husmandssted, ved man altid, hvad man kan lave i sommer-halvåret. Om ikke andet, så kan man da altid gå ud og slå græs, for græs skal der til. Børnene skal have en ordentlig fodboldbane, så de ikke ødelægger blomsterbedet, når de har kammerater på besøg, og prydhaven med havebordet er vel også af vital betydning på de fleste landsteder. Så græs har man altid meget af, og de fleste ville nok gerne have mere, hvis det ikke lige var fordi, at græsset jo skal klippes.

Mange steder på landet, hvor grunden er stor nok til det, har man et mindre husdyrhold. Det kan være får, heste, æsler, strudse, geder – ja, der er mange muligheder for dem, der ønsker at nyde et liv med dyr. Det er jo ikke praktisk at have dyrene rendende rundt inde i haven, hvor de æder blomsterne og vælter fodboldmålene. Dyrene hører hjemme ude i en dertil indrettet fold på marken, og traktoren er heller ikke velkommen i haven, så vinterfoderet bliver også produceret derude, eller det bliver indkøbt. På denne måde bliver pasningen af have og mark bemærkelsesværdigt adskilt.

Jeg har selv boet på denne måde i 20 år, og lad mig sige det som det er: Det har ikke fungeret optimalt. Jeg havde en eng på 2 tdl., hvor fårene gik, og en mark på 3 tdl., hvor der nogle gange blev dyrket korn, og andre år var det udlagt med græs til nogle flere får eller nogle fedekalve.

Samtidig med at jeg gik der og syntes, at det ikke rigtig fungerede optimalt, fik jeg heller aldrig passet græsplænen ordentligt. Den blev derfor indskrænket til det nødvendige, så mest muligt kunne inddrages til fårefold. I forsommeren, hvor græsset gror stærkt, havde jeg altid travlt med at luge i køkkenhaven og slå hø på marken, så det, der var tilbage af græsplænen, blev til en smuk blomstrende mælkebøtte-eng, men ikke særlig velegnet til at spille bold i.

Jeg synes dog, at jeg har blomstereng nok. Blomstereng kan fint kombineres med fårefolden. Faktisk har de fleste urter det bedre i selskab med græssende dyr end uden, og jeg stod stadig og manglede den velplejede plæne til fodboldbane. Jeg søgte derfor stadig efter en måde at løse flere ting på samtidig.

Så var det, at jeg fik tanken at ensilere det græs, som jeg klippede i haven og give det til dyrene som foder. Ensilage er en mælkesyregæring ligesom surkål og tykmælk. Ved ensilering bevarer man næringsværdien i græsset. Ulempen er, at det skal holdes fuldstændig lufttæt fra slåning, og indtil dyrene skal æde det. Derfor laver man normalt kun ensilage i store portioner, f.eks. i malkekvægbesætninger, men jeg tænkte, at hvis man kan lave det i et syltetøjsglas med surkål, så må man også kunne lave det i portioner, der passer med min græsplæne og til mine dyrs daglige foderbehov. Det viste sig også at være tilfældet.

Jeg gør i praksis det, at jeg slår græsset med en almindelig plæneklipper med opsamler. Jeg tømmer så græsopsamleren i en plastiktønde på 80 liter, og tramper det godt sammen. Når tønden er fuld, lægger jeg et tætsluttende låg på. Og så er jeg faktisk færdig. Tønderne lader jeg bare stå dér, hvor græsset er slået. Hvis det er for grimt at have dem stående lige der, hvor der er slået, tager jeg på et eller andet tidspunkt en trillebør og kører tønderne ind i fårefolden til et sted, hvor de ikke skæmmer for meget.

Ensileringen foregår af sig selv, når græsset holdes lufttæt. De nødvendige bakterier er naturligt tilstede på bladene, når græsset klippes, og med den fine snitning, som en plæneklipper sørger for, kan det næsten ikke gå galt. Blot skal man sørge for, at der ikke kommer jord med i beholderen og sørge for, at den er helt fuld, inden man lægger låget på. Når låget er lagt på, må man ikke tage låget af, før det skal bruges, og der går nogle uger, inden gæringen er færdig.

Jeg har prøvet forskellige maskiner, plænetraktor og almindelig rotorklipper med bagudkast og sideudkast og så videre. Ensilagen bliver lige god, hvilken maskine man bruger, så det er mest afhængig af, hvilken maskine man har adgang til.

Det er en ren fornøjelse at slå græs nu. For hver gang jeg fylder en tønde med græs, kan jeg tænke på, at jeg ellers skulle have tømt den op i en trillebør for at køre den ud i haven for at blive komposteret. Samtidigt slipper jeg for at gå hele foråret og holde øje med vejrudsigten. Jeg går ikke og er irriteret over at skulle bruge min fritid til at holde en fodboldbane til mine børn, for jeg ved, at hvis de ikke får den fodboldbane, så skal jeg alligevel ud at slå græs til fårene, men uden at børnene får nogen glæde af det. Jeg slår to store fede fluer med ét smæk, og det er en glæde i sig selv.

Det er derfor et virkeligt luxusfoder at tilbyde sine dyr, og er man glad for sine dyr, er det jo en fornøjelse i sig selv.

Jeg synes, det har lettet meget at gå over til denne måde at passe have og dyr på: Jeg er ikke afhængig af at skulle slå hø, når vejrudsigten siger det. Jeg kan gøre det stort set, når det passer mig. Jeg skal ikke hvert andet år se på, hvordan høet ligger ude på marken i regnvejr og bliver mere eller mindre ødelagt, og jeg skal ikke først bære høet op på loftet for et halvt år senere at bære det ned igen til dyrene. Jeg behøver ikke engang have et høloft eller lade til at opbevare foderet i. Jeg skal ikke først slå græsset, og derefter vende det dagligt i flere dage, og derefter få én til at presse det, og til slut køre det ind i huj og hast, fordi der er udsigt til dug eller regn. Jeg skal kun have fat i græsset én gang. Så er det overstået. Og næsten vigtigst af alt: Jeg risikerer ikke at komme op på høloftet, når fodringssæsonen starter for at konstatere, at årets hø-slæt er muggent. Det er meget sjældent, at der går mug i en tønde med ensilage, og skulle det ske, så er det blot én enkelt tønde. Muggen bredder sig ikke, så det er ikke hele vinterfodringen, der går tabt. Jeg håber derfor, at andre kan få lige så megen glæde af denne idé, som jeg selv har haft. God fornøjelse!

Archived at http://orgprints.org/00003197